TAK
Vesterland slår rekord og uddeler 800.000 kroner til børn, unge og kultur
En vellykket Vesterland 2024 slår rekord og uddeler 800.000 kroner til gode formål.
Her kommer en stor nyhed fra vores lille og meget stolte festivalkontor på Fanø.
Oven på en vellykket festival i september 2024 kan vi nu afsløre, at Vesterland uddeler i alt 800.000 kroner til foreninger og projekter, der gavner børn, unge og kultur på Fanø.
– Det er en glædens dag på vores lille festivalkontor herude længst mod vest. Vi er ydmyge og stolte over, at vi sammen med festivalens knap 1200 frivillige kan uddele 800.000 kroner til børn, unge og kultur på Fanø. Det er penge, der kan være med til at gøre en forskel på øen, og det er vi sindssygt glade for, siger Jesper Møller, stifter og direktør i Vesterland.
Senere på året afslører vi, hvilke foreninger og projekter vi har valgt at støtte i 2025.
– Vi glæder os til at overraske de projekter og foreninger på Fanø, som vi har valgt at støtte økonomisk i 2025. Til vores frivilligfest i foråret vil vi uddele de forskellige beløb sammen med vores frivillige, siger Jesper Møller.
Sidste år kunne vi i Vesterland uddele i alt 385.000 kroner til følgende projekter og foreninger:
- 200.000 kr. til Fanø Skole til et trivselsprojekt.
- 40.000 kr. til Fanø Judoklub.
- 40.000 kr. til Fanø Gymnastik & Idræt.
- 40.000 kr. til Fanø Rideklub.
- 40.000 kr. til Fanø Badmintonklub.
- 25.000 kr. til Fanø Boldklub.
I kan læse mere om vores uddeling af 800.000 kroner i 2025 på vores Facebookside og Instagramprofil.
