Vi kigger tilbage på Vesterland 2024 og frem mod billetsalget for Vesterland 2025 på tirsdag den 1. oktober. Her i artiklen finder du også linket til spørgeskemaet, hvor du kan fortælle os, hvordan din Vesterland 2024-oplevelse var.
Fra festivalkontoret
Vi binder fortsat sløjfer på Vesterland 2024, mens vi kigger frem mod billetsalget på tirsdag den 1. oktober kl. 10.00 til Vesterland 2025.
Inden da vil vi gerne sende en tak til alle, der var med til at skabe og gøre Vesterland 2024 til virkelighed – fra hjertet tak til frivillige, gæster, artister, crew, sponsorer, leverandører & samarbejdspartnere.
Vesterland 2024 var vores 11. festival på Fanø. Selvom vi gennem alle årene har været i rivende udvikling og ikke to festivaler har været ens, så følger der med 11 års festival også en risiko for en vis form for ‘bekvemmelighed’ – en fare for at vi der deltager og er en del af Vesterland, kan komme til at hvile i en opfattelse af, at ‘sådan her er Vesterland’. Det er noget, vi er opmærksomme på og helt ærligt, så er det noget af det, vi frygter allermest – at vi bliver en festival, hvor vi ikke lykkes med kærligt at udfordre vores gæster på bl.a. musik, mad og de fysiske rammer.
ET KÆRLIGT SKUB
Vi tror på, vi skal ‘skubbe’ kærligt til hinanden, så ingen af os ender med at gro fast, men hele tiden sikrer, at vi lærer, lytter og oplever nyt og spændende. Vi elsker, at I er kritiske, og at I udfordrer os og ‘skubber’ tilbage, når I er nysgerrige og undrer jer over, hvorfor vi mon gør, som vi gør. Det er en del af vores strategi, at vi gerne vil ‘skubbe’ lidt til vores gæster – og det er ment i al kærlighed.
Men vid, at alt vi gør, når vi laver Vesterland, er nøje gennemtænkt og altid med et ønske om at give flest mulige nogle særlige og gode oplevelser.
Og med det skrevet er det ikke nogen hemmelighed, at Suspekt på Vesterland skabte mere debat, end vi tidligere har oplevet med musikprogrammet. Med +30 indslag på Vesterland over to dage, så vil der være artister, som nogen kan li’ og andre ikke kan – men der vil også være gode muligheder for at få hørt en masse spændende koncerter – for de fleste. Suspekt viste alle på Vesterland, at ingen på forhånd skal vide sig sikker på, hvad Vesterland er for en størrelse – og netop Suspekt kunne mange af os fint lade os inspirere af, for sjældent har vi oplevet en gruppe mennesker skabe så meget kærlighed og omsorg for hinanden og alle omkring sig inde backstage – samtidig med at der blev rappet omkring emner, der måske ikke falder i alles smag.
Vi er stolte af dén booking, og vi er taknemmelige over, at Suspekt sagde ja til at komme og ‘skubbe’ kærligt til os.
Vi glæder os også over, at 2/3 af artisterne til Vesterland 2024 spillede her for første gang – og så var der en masse dejlige artister, der har været hos os mange gange – alt i alt er vi sgu ret godt tilfredse med 2024 plakaten.
FLERE GLADE MENNESKER
Efterspørgslen på billetter til Vesterland er stor, og det er vi ydmyge og glade over. Derfor forsøger vi også hele tiden at optimere forholdene, så vi kan glæde flest mulige og stadig holde fast i det, vi tror på.
Til Vesterland var vi i år små 1000 mennesker mere på festivalen end 2023 – Vesterland har heldigvis fået flere sponsorer, vi er flere frivillige og flere branchefolk besøger os. Der var tryk på, men med vores nye Drømmehaveområde, nye barer og madboder, flere siddepladser og yderligere 3 ekstra toiletområder, solgte vi også en lille andel ekstra billetter til vores lange venteliste.
Der er altid plads til forbedringer, og vi lover jer, at vi gør os umage. Vores formål er at fortsætte med at udvikle vores festival på højt niveau, så vi sammen med alle jer gæster, vores frivillige og vores sponsorer forhåbentligt kan udlodde endnu flere støttekroner til børn, unge og kultur på Fanø i fremtiden. Samtidig drømmer vi også virkelig om at sikre en større organisation i Vesterland, så vi kan blive lidt flere end kun tre medarbejdere året rundt på det lille festivalkontor længst mod vest – for alles skyld.
SVAR GERNE PÅ VORES SPØRGESKEMA
Foto: Mads Krabbe
Hvis du som gæst, artist, frivillig eller samarbejdspartner har lyst, så kan du være med til at gøre os klogere på, hvad din oplevelse af Vesterland 2024 har været ved at svare på vores spørgeskema.
Det tager 3 – 4 minutter at svare på spørgeskemaet, som du finder her: https://www.onlineundersoegelse.dk/s/p4ebwdd
Vi skal senest have din besvarelse fredag den 15. oktober.
På festivalkontoret fortsætter vi med at binde sløjfer og evaluere de næste par måneder – og før vi ser os om, så synger og danser vi til Vesterland den 5. & 6. september 2025 i sensommersolen på den lille ø.
Herunder kan du se et udpluk af de fine Vesterland 2024-øjeblikke, som fotograf Mads Krabbe Fotografi har fanget.