Fanø Vesterland 2023
Kristian Leth åbner Drømmescenen
Kristian Leth er både en prisvindende musiker, forfatter og digter, og til september får vi lov at opleve ham og hans musik for første gang på Fanø Vesterland.
På festivalkontoret er vi svært glade for sangen ’Danser Alene’ med sætningerne ’Jeg skriver på to bøger, fordi alle andre kun skriver på én. Jeg danser gerne. Men jeg danser helst alene’. Og ikke fordi vi helst danser alene – for vi danser helst med alle jer, alle frivillige og alle dem, der er i og omkring Fanø Vesterland på den ene eller anden måde.
Men vi elsker teksten, og vi elsker melodien. Og så kan vi ikke afvise, at vi har danset til sangen på festivalkontoret, fordi det ganske enkelt bare er en (pisse) god sang og et (pisse) godt album sangen kommer fra – ’En tid med mirakler’.
Og det har vi brug for – en tid med mirakler.
Lidt bonusinfo her på falderebet: Kristian Leth har komponeret flere sange til TV-serier og film, og så er han også forsanger i bandet The Williams Blakes.